Hvad er kropsterapi?

Kropsterapi handler grundlæggende om forbindelsen mellem krop og sind. 

I kropsterapi er kroppen og sindet en helhed og påvirker hinanden indbydes. Det betyder bland andet at alle de ting vi oplever, mærker og føler lagres i kroppen. Det sætter spor og de spor kan mærkes som spændinger, smerter og skavanker eller som en generel følelse af uro eller ubalance i kroppen. 

Kropsterapi foregår som en blanding mellem pulserende massage, åndedrætsteknikker, zoneterapi, akupressur, meridianmassage og samtaleterapi. Kombinationen af disse ting er rigtig effektiv til at berolige nervesystemet og løsne spændinger i kroppen. 

Kropsterapi kan derfor både hjælpe fysisk med alle former for muskelspændinger (eks. i ryg, skulder eller knæ), kroniske smerter, hovedpine/migræne, fordøjelsesproblemer, gigt men også mentalt med eksempelvis depression, stress, angst og søvnproblemer. Det kan også være at du blot har brug for lidt generel velvære og selvomsorg i en travl hverdag.

Kropsterapi arbejder hen mod at få genskabt balancen mellem krop og sind ved at forløse nogle af de oplevelser, tanker og følelser, der er lagret i kroppen. Kropsterapi kan være med til at give dig en større bevidsthed omkring dig selv, dine tanke- og handlemønstre og en bedre kontakt til din krop. Denne bevidsthed og kontakt kan også være med til at forebygge spændinger og skavanker i fremtiden og give dig en større ro.

Vi kan alle få brug for at stå af et øjeblik, koble ud og bare være. Uden forventninger og pres. Uden at skulle levere. Det er blandt andet det kropsterapien kan. Her er intet du skal nå. Du skal bare være og give dig selv en pause.


Hvordan foregår en behandling hos mig?

Vi starter altid siddende, så vi lige kan lande i rummet og mærke, hvad der er brug for den pågældende dag.

Hvis det er første gang du er her, så kan snakken handle om hvad kropsterapi er og hvilke tanker, du har gjort dig inden du kom.

Hvis du har været her før, kan vi kort samle op på tiden imellem og finde ud af, hvad der så er brug for i dag. Måske noget videreførelse eller noget helt andet. Det er dagsformen, der sætter dagsordenen.

Vigtigst af alt er at vi lige får landet her i vores fælles rum og afstemt forventninger til dagens behandling.

Så er det tid til at komme op på briksen. Behandlingen foregår som regel i undertøj, men det er igen alt efter ønske og behov hos dig om det skal være anderledes. Du har tæppe over dig hele behandlingen igennem, således er det kun det område, der behandles, der er afdækket.

Hele kroppen behandles – det vil sige du både kan ligge på ryggen og på maven – men også at jeg bevæger mig rundt på kroppen igennem behandlingen. Både for at mærke kroppens sammenhænge men også for at kortlægge, hvordan de forskellige spændinger påvirker hinanden.

Når behandlingen er slut og du har taget tøj på igen, sidder vi lige kort igen og vender, hvis der er dukket noget op undervejs i behandlingen. Du kan lande tilbage i ”virkeligheden” og vi kan runde behandlingen af sammen, så du bliver godt sendt ud i resten af dagen.

Der kan sagtens komme reaktioner efter behandlingen, fysiske eller psykiske og der er min dør altid åben. Hvis det er din første behandling eller der er dukket noget op i behandlingen, skriver jeg til dig dagen efter og tjekker ind. Ligesom du altid er meget velkommen til at skrive eller ringe, hvis der dukker noget op – stort som småt. Det er en vigtig del af processen og mange reaktioner kommer på bagkant.


KLIENT UDTALELSER

Louise er en fantastisk behandler - intet mindre. Når man ligger på hendes briks, er man i meget kompetente hænder. Louise er en intuitiv og meget nærværende behandler. Hun fornemmer hurtigt, hvor der er spændinger, og hun fornemmer ligeledes utroligt fintfølende, hvor meget man som klient kan klare at gå ind i de spændinger. Man kan sige det er et samarbejde, hvor Louise hjælper en med at give slip på smerter - både de fysiske og de mentale - med respekt for dine grænser som klient. Det er trygt og helende. 

Jeg ligger mig altid tryg og rolig på Louises briks og går aldrig skuffet derfra. Efter en behandling har jeg ro på mit åndedræt, og jeg kan mærke min krop på en ny og dybere måde. Jeg kan varmt anbefale Louise til alle som har brug for at få løsnet op for smerter og spændinger i kroppen. Eller hvis man har brug for at få genskabt kontakten til ens krop i en periode med mange og stressende tanker.

- Stine V.